Hjem

MARSTAL FYLDTE 500 ÅR i 2014

 

 

Året 2014 blev et Jubilæumsår Marstal aldrig glemmer.

Marstal nævnes første gang i en skatteprotokol fra 1514. Derfor er en bred vifte af foreninger gået sammen for at sikre byen en markering, der er passende for en 500 års jubilar.

 

Festlighederne udspiller sig på mange forskellige måder flere steder. Teaterforestillingen ”Vi, de druknede” opføres den 28. marts kl. 16.00 og 19.30 på Marstal Navigationsskole. Stykket er baseret på forfatteren Carsten Jensens store roman om barndomsbyen Marstal. Bogen er oversat til utallige sprog og har været stærkt medvirkende til at sætte fokus på Marstal ude i verden, så hvad er mere passende end at indlede festlighederne med en teaterforestilling over netop denne bog.

 

I Påsken åbner Marstal Søfartsmuseum en udstilling om Marstal gennem 500 år. Udstillingen kan ses frem til udgangen af august måned.

 

Fredag den 20. juni ankommer H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsegemalen Marstal, med ankomst ombord på kongeskibet Dannebrog.

Ved denne lejlighed vil Marstal Søfartsmuseums store nyanlæg ved Eriksens Plads blive indviet af H.M. Dronningen. Pladsen var i mangfoldige år byggeplads for en hel del skibe til Marstalflåden, og i de sidste mange år har pladsen været stedet, hvor man kunne følge skonnerten BONAVISTAs restaurering. I 2014 fylder BONAVISTA 100 år, så en åbning af Eriksens Plads føjer sig smukt ind i jubilæumsfestlighederne.

 

Lørdag den 5. juli afholder kulturforeningen ”Marstal Art” en kulturfest i anledning af byens 500 års jubilæum. Da Marstals absolutte særkende er søfarten, er festen naturligvis placeret midt i havnemiljøet, nærmere betegnet ved Eriksens Plads og Marstal Søfartsmuseum. Der vil blive musikalsk optræden af lokale musikgrupper, udstilling af lokal kunst, børneteater, aftenåbent på Søfartsmuseet og naturlig folkelig hygge med mad og drikkevarer, medens mørket falder på.

 

I forbindelse med at "Marstal Art" afholder kulturfest indvies byens jubilæumsgave, en skulptur, som en gruppe lokale kunstnere har lavet. Skulpturen forventes at kunne holde et års tid. I første omgang er det planen, at denne skal opstilles/udstilles ved biblioteket, men senere kommer den til at pynte andre steder i byen. Skulpturen er en hyldest til sømandskonerne og har fået titlen ”Alt er vand ved siden af Ærø”.

 

Søndag den 13. juli til 20. juli er der udstilling med kunstkortfilm i Det røde Pakhus. Også her er det ”Marstal Art”, der står for arrangementet.

 

Søndag den 13. juli ankre et af verdens største containerskibe "MARSTAL MÆRSK" af Marstal op i Marstal Bugt.

 

Onsdag den 23. juli vil Marstal Havn blive ført tilbage til sejlskibstiden, når ”Fyn Rundt for bevaringsværdige træskibe” anløber havJuli Eriksens Plads vil danne rammen om en masse aktiviteter fra kl. 14.00 og senere vil der være levende musik på pladsen. Kl. 19.30 begynder aftenes musikindslag med bl.a. De Småborgerlige, Korallerne og Thress2jazz.

Der vil være fællespisning på pladsen, hvor man selv kan medbringe sin madkurv.

Aftenen afsluttes kl. 24.00 med et fyrværkeri fra havnemolen, ved det lille hav.

 

Torsdag den 7. august er der 500 års jubilæumskoncert i Marstal Kirke kl. 19.30. Musik fra de lande, hvortil marstalskibene kom gennem 500 år.

 

I skolernes efterårsferie (uge 42) rundes jubilæumsfestlighederne af med en foredragsrække i samarbejde med Ærø Folkeuniversitet. Emnet er selvsagt Marstal i 500 år. Med overskriften ”Det globale i det lokale” indeholder foredragsrækken imidlertid en åbenhed mod den omgivende verden, hvorfor foredragsholderne ud over de mere lokale emner også vil komme ind på så forskellige emner som kunst og udkantspolitik.

 

Baggårdsteatret i Svendborg har samtidig i skolernes efterårsferie (uge 42) forpremiere på Henrik Szklanys dramatisering af ærøboen Søren Lyngbjørns 839 dage som gidsel hos somaliske pirater sammen med fem øvrige besætningsmedlemmer fra coasteren LEOPARD. Det foregår naturligvis også i Marstal, hvor ugen rundes af med en kirkekoncert.

 

 

 

Copyright 2013 © All Rights Reserved MMF Hjemmesiden er opdateret den 31. januar 2015